Skuddagen gav billet-koks i DSB

29. februar 2012 12:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Skuddagen gav billet-koks i DSB
Billede mangler

Løftede øjenbryn og forbavselse blandt morgenens pendlere.
DSB har ikke været helt forberedt på, at det i år er skudår, så i hovedstadsområdet har rejsende i løbet af morgenen fået stemplet deres klippekort med datoen for i morgen.
“Klokken cirka fire i morges blev vi opmærksomme på, at mange af vores automater stemplede forkert. Lige siden har vi manuelt været ude og justere fejlen,” fortæller salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall til DR.
Fejlen har ramt omkring 60 procent af klippekortsautomaterne.
De rejsende, der har fået stemplet deres billet med den forkerte dato, risikerer ikke en bøde i toget, fortæller salgsdirektøren.
Til gengæld kan de rejse gratis i morgen.
“Det er korrekt, at deres billet også gælder i morgen. Vi håber jo, at folk vil købe en ny billet. Men passagererne skal i hvert fald ikke snydes, fordi vores maskiner ikke fungerer,” siger Niklas Marschall til DR.
Han regner med at DSB vil have løst problemet i løbet af formiddagen, og fortæller desuden, at DSB ikke har hørt om problemet fra andre steder end i hovedstadsområdet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu