Skuffede S-vælgere tvivler på regeringen

12. marts 2013 22:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skuffede S-vælgere tvivler på regeringen
Billede mangler

Blandt socialdemokratiske vælgere er flere end hver tredje nu i tvivl om, hvorvidt de ønsker den nuværende S-ledede regering, eller om de vil have VK-regeringen tilbage. Det viser en ny måling, som analysebureauet YouGov har foretaget for Ugebrevet A4. Regeringen sætter dermed historisk bundrekord for vælgeropbakningen, fremhæver flere eksperter, der giver den ringe chancer for at komme igen før næste valg.

 

»Vælgeropbakningen har sat regeringen i en lortesituation uden historisk sidestykke,« siger Rune Stubager, valgforsker på Aarhus Universitet, til Ugebrevet A4.

Det er særligt vækstpakken, der blev fremlagt for et par uger siden, der har skubbet kraftigt til den faldende vælgeropbakning, som regeringen har kæmpet mod, siden den blev valgt i efteråret 2011. Tabet sker dog denne gang, uden at den tidligere VK-regering får tilsvarende større opbakning. Vælgerne er altså i stigende grad blevet rådvilde og ved ikke, hvilken regering de foretrækker, viser den nye undersøgelse.

Vækstpakken er blevet kritiseret for at give skattelettelser til erhvervslivet på bekostning af overførselsindkomster og væksten i den offentlige sektor. Og især blandt de socialdemokratiske vælgere har pakken betydet markant svækket opbakning til S-R-SF-regeringen.

Således pegede 68 procent af de socialdemokratiske vælgere før præsentationen af vækstpakken på S-R-SF som den regeringskonstellation, de helst ville have. Nu er andelen imidlertid dalet til 57 procent.

Samtidig er andelen af socialdemokrater, der i stedet ønsker en VK-regering, vokset med et enkelt procentpoint fra seks til syv procent, skriver Ugebrevet A4.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu