Slut med bling-bling: Vi får fornuftsjulgaver

23. december 2011 19:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Slut med bling-bling: Vi får fornuftsjulgaver
Billede mangler

Den skal kunne bruge i dagligdagen og bringe glæde i mange år.
Det har de fleste danskere tænkt, da de er draget ud i stormagasinerne for at købe julegaverne til de nærmeste.
Finanskrisen har ikke gjort, at danskerne køber mindre, til gengæld er mange i år gået efter de såkaldt sikre valg, forklarer kommunikationschef for Magasin, Jan Helleskov.
“Folk er i år gået efter varer, der er funktionelle og kan bruges til noget mere, hvor det modsat for en tre-fire år siden var sådan mere bling bling det, man købte. Nu er fokus på noget, som man kan bruge i køkkenet eller i stuen,” siger han til Newspaq.
Noget af det der har solgt rigtig meget er køkkenmaskiner, melder både stormagasinerne Magasin og Salling.
“Der er solgt mange praktiske ting til hjemmet. Man kan måske kæde det sammen med, at det i år har været sådan mere fornuftsjul,” siger Lars Højgaard, der er marketingchef for Salling.
“Det er brugsprodukter som gryder, potter og pander. Det er også, at folk supplere op af spisestel, og knive er også en kæmpe artikel i år,” fortæller han.
Men dem der modtager gaverne købt i stormagsinerne i Aalborg og Aarhus får dog også mulighed for at pleje sig selv.
“Parfumer og velvære, som dufter og cremer både til mænd og kvinder har måske været julens allerstørste hit i år hos os,” siger Lars Højgaard.
I Magasin er de sikre julekort også igen i år gået som varmt brød.
“Der er de klassiske julegavehits, som der bare ikke er nogen vej udenom. Det er lingeri til kvinderne, og det er sokker og skjorter til mænd. Sådan har det været gennem generationer, og det kan vi se, at sådan er det også i år,” fortæller Jan Helleskov.
Dertil kommer de uventede julegavehit, som tidligere år har været næsehårstrimmere og nøddeknækkere.
“Der er nogle dørstoppere med jernkugler inden i, som kan være formet som en løve eller en elefant. Dem har vi solgt rigtig mange af, ligesom der også har været godt salg i puder med farverige mønstre,” siger Jan Helleskov.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu