Slut med førtidspension til unge under 40 år

28. februar 2012 14:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Slut med førtidspension til unge under 40 år
Billede mangler

Et opgør med førtidspension og fleksjobordning er på vej.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Karen Hækkerup (S) har netop præsenteret regeringens oplæg til en reform af de to ordninger.
Forslaget indebærer blandt andet, at førtidspension som udgangspunkt bliver afskaffet for alle under 40 år.
I stedet oprettes såkaldte rehabiliteringsteams, der skal hjælpe sårbare unge med at finde alternativer til førtidspension.
Det vil der blive afsat 1,4 milliarder kroner til den del af forlaget.
“Vi skal ikke bare give folk noget at leve af. Vi skal give dem noget at leve for. Det er den nemme løsning at give unge førtidspension. Derfor vil vi som udgangspunkt afskaffe førtidspension for unge under 40 år,” sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
De unge har aldrig oplevet af have medgang. Det skal de nu, understregede socialministeren.
“Derfor vil vi sende det signal til de unge: Vi vil aldrig opgive jer. Derfor opruster vi indsatsen, så de unge får bedre mulighed for at leve et aktivt liv på arbejdsmarkedet. Vi vil ikke være med til at tabe en generation på gulvet,” sagde Karen Hækkerup.
Regeringen har ingen planer om at ændre vilkårene for dem, der allerede er på førtidspension, understregede de to ministre. Samtidig vil det være muligt for unge under 40 år, der helt åbenlyst ikke kan arbejde, at få tildelt førtidspension.
“Voksne, der søger om førtidspension, skal også igennem et ressourceforløb, for de har også et arbejdspotentiale,” sagde Mette Frederiksen.
Fleksjobordningen vil blive tilpasset, så de største tilskud ikke længere gives til de fleksjobansatte, der har de højeste lønninger, men derimod gives til fleksjobansatte med de laveste lønninger og den mindste arbejdsevne.
Samtidig nedsættes minimumsgrænsen for arbejdstimer på en fleksordning fra 12 til fem timer om ugen.
“Også borgere med meget få timer skal kunne komme ind i ordningen,” sagde Mette Frederiksen og understregede, at fleksjob-ordningen frem over vil blive afhængig af medlemsskab af en a-kasse.
Reformen vurderes at ville indbringe statskassen omkring to milliarder kroner, når de er implementeret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu