Smykkekongen vil selv være direktør

11. februar 2013 13:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Smykkekongen vil selv være direktør
Billede mangler

Efter to år med underskud i kølvandet på finanskrisen har smykkefirmaet Dyrberg/Kern fået sorte tal på bundlinjen igen, men direktøren siden 2009 får ikke lov at høste frugterne af den forbedrede forretning: Michael Brock Jeppesen stopper, skriver firmaet i en pressemeddelse.

Ind på chefstolen kommer en af stifterne – Henning Kern – og der er »en indre logik i«, at en fra ejerkredsen sider for bordenden, siger bestyrelsesformand Carsten Nørland.

»Virksomheden er nu atter gearet for international vækst, og derfor har vi besluttet at indsætte Henning Kern som administrerende direktør. Det betyder samtidig, at den hidtidige direktør Michael Brock Jeppesen fratræder, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Michael for hans store indsats,« siger Carsten Nørland.

I seneste regnskabsår landede resultatet på 2,3 millioner kroner efter tab på tre og fem millioner kroner de to foregående år. Bruttoavancen er steget med 23 procent til godt 40 millioner kroner – der er dog stadig et stykke vel til niveauet før finanskrisens indtog. I 2007/08 lå den på 72 millioner kroner.

Henning Kern og Gitte Dyrberg stiftede virksomheden i 1985; med Gitte Dyrberg som ansvarlig for design, Henning Kern med ansvar for markedsføring.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu