Smykker savner ejermand – kan du hjælpe?

4. juli 2017 17:09 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet har fundet en smykkeskrin med indhold. Det mistænkes at stamme fra indbrud.

Det kan være, at smykker, ure og smykkeskrin på billederne over artiklen tilhører dig.

Det kan også være, du bare ved, hvem der er den rette ejermand.

Gør du det, vil Sydøstjyllands Politi meget gerne høre fra dig.

I en pressemeddelelse skriver politikredsen, at man har fundet dette skrin og har en mistanke om, at der er tale om stjålne smykker – sandsynligvis fra Kolding-området.

– Smykkeskrinet er lidt specielt, og derfor håber vi, at der er nogen, der kan genkende det eller smykkerne, så ejeren kan få sine ting tilbage, siger politikommissær Carsten Vester.

Smykkerne, der består af ure, ringe, kæder med og uden vedhæng, blev beslaglagt i forbindelse med en ransagning i Kolding.

– Når ejerne er fundet, kan vi komme nærmere en opklaring og dermed finde frem til de gerningsmænd, der står bag, står der i pressemeddelelsen.

Har du oplysninger om de stjålne genstande, eller ved du noget, der kan hjælpe Sydøstjyllands Politi nærmere en opklaring, så kontakt kredsen på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu