Snestorm sender Danmark på halvt blus

18. marts 2013 13:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Snestorm sender Danmark på halvt blus
Billede mangler

Snestormen har lagt en hvid dæmper på flere aktiviteter i Sønderjylland mandag. Blandt andet betyder det kolde martsvejr, at forlystelsesparken Legoland åbner med flere forlystelser ude af drift, når den slår dørene op lørdag 23. marts.

 

»Vi har til det sidste håbet på et skifte i vejret, og det er ærgerligt, at vi nu må konstatere, at vi ikke kan nå at få parken fuldstændig klar,« siger Legolands direktør, Henrik Höhrmann i en pressemeddelelse.

Han tør ikke spå om, hvornår forlystelsesparken er oppe på fuld drift igen. Sneen skal først smelte og temperaturen skal befinde sig over frysepunktet, før forlystelserne kan klargøres.

»Sikkerhed er vores første prioritet og noget, vi aldrig går på kompromis med. Så indtil den enkelte forlystelse er godkendt af myndighederne, og vores personale er trænet, åbner vi ikke for forlystelsen,« forklarer Henrik Höhrmann.

Også sygehusbyggeriet i Aabenraa er på halvt blus, efter snestormen har gjort sit indtog i den sønderjyske region, skriver Jydske Vestkysten.

»Vi er kun delvist i gang. Kranerne kan af sikkerhedsårsager kun flytte ting med mindre overflade. Vi kan arbejde indendørs, men noget er stoppet,« siger byggeriets projektchef Jens Erik Beubcert til jv.dk.

På Fyn forbereder man sig så godt som muligt på at tage snestormen i opløbet. Derfor arbejder det fynske beredskab på højtryk for at forberede sig på de ti centimeter sne og den kraftige blæst.

Stationsleder hos Falck i Svendborg, Erling Gøransson, siger til P4 Fyn, at beredskabet er klar til det hårde vejr.

»Beredskabet er fuldstændig intakt. Vi har alle biler besat og ekstra mandskab inde alle de steder, hvor det er nødvendigt,« siger han.

Blandt andet er der kommet firehjulstrukne lastbiler og to pansrede mandskabsvogne fra forsvaret til Fyn for at styrke beredskabet. Den ene panservogn står i Odense, den anden i Svendborg. Køretøjerne skal bruges til at hjælpe med ambulancekørsel, hvis ambulancerne ikke kan komme igennem, skriver P4 Fyn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu