Snestorm skaber problemer for over 1100 bilister

9. december 2012 16:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Snestorm skaber problemer for over 1100 bilister
Billede mangler

Værst ser det ud i Nordjylland, hvor der har været flest udrykninger – men stormen blæser ind over Sjælland nu.
 
Sneen har givet problemer for bilister i Nordjylland, mens Sjælland har det værste foran sig.
 
Dansk Autohjælp har søndag klokken 13 haft 414 assistancer på de danske veje til nødstedte bilister.
 
– Det har været hårdest for nordjyderne, siger vagtcentralchef Ellen Trolle til Ritzau.
 
90 af de 414 assistancer har været fritrækninger, og det er sneen på de mindre veje, der driller.
 
– Heldigvis er trafikken præget af, at det er søndag. Havde det været mandag i dag, ville billedet være et helt andet, mener Ellen Trolle.
 
Hos Falck har de klokken 13 haft lige under 700 opkald fra bilister. Her er der tale om 182 fritrækninger.
 
– Vi kan gøre mærke, at vejret giver problemer. Der er tryk på, når man tager i betragtning, at det er søndag, siger Falcks pressevagt, Mikkel Andreas Beck.
 
– Vi har meget tydeligt kunnet følge sneens vej ind over Danmark i kraft af, hvor der har været flest udrykninger, siger han.
 
Hvor den sydvestlige del af Danmark er gået fra snefald over i regnvejr omkring middag, er det kraftige snefald nået frem til Sjælland og hovedstadsområdet samtidig.
 
Falck opfordrer til besindighed i trafikken resten af søndagen.
 
– Lyt til radioen. Hvis politiet fraråder udkørsel, så tag det alvorligt, siger Mikkel Andreas Beck.
 
Han påpeger, at det er meningsløst at bevæge sig ud uden vinterdæk, en skovl, varmt tøj og en opladet mobiltelefon.
 
– Mange problemer kan man faktisk løse selv med en skovl, men jeg vil da anbefale, at man tager et brætspil frem i stedet for at køre ud i det her vejr, siger han.
 
Dansk Autohjælp gør også opmærksom på, at det lumske føre fortsætter mandag.
 
– Kør hjemmefra i god tid i morgen. Hav varmt tøj på og en opladet mobil, så du kan holde dig varm i bilen, hvis det bliver nødvendigt, siger Ellen Trolle.
 
Både Falck og Dansk Autohjælp har medarbejdere på stand by i hele landet, som kan træde til mandag, hvis der er behov for det.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu