Snu franskmand snød verdensmester i Paris-Nice

9. marts 2013 17:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Snu franskmand snød verdensmester i Paris-Nice
Billede mangler

Et af forårets første store cykelløb er langsomt ved at finde sin endelige vinder, og det ligner en samlet sejr til australieren Richie Porte fra Team Sky.

Men lørdag skulle rytterne først igennem 6. og næstsidste etape af Paris-Nice, som blev en kontrolleret omgang. For selvom flere ryttere ad flere omgange forsøgte at komme afsted, så kontrollerede Team Sky løbet ganske fornuftigt. Det var interesseret i at holde feltet samlet helt hen til afslutningen, så de nærmeste konkurrenter til Richie Porte ikke havde mulighed for at tage sekunder på ham. Den mission lykkedes.

Som så mange gange før havde team Sky analyseret ruten fra Manosque til Nice ned til mindste detalje, og derfor vidste hele mandskabet præcist, hvornår det skulle sætte sig i front af feltet og begynde at sætte tempoet i vejret. Med godt 30 kilometer igen gjorde Team Sky så dette.

Det medførte, at et samlet felt til sidst kørte ind på opløbstrækningen ved vandet i Nice. Fra spidsen var det BMC, der forsøgte at køre deres kaptajn og verdensmester Philippe Gilbert frem til en god position, så han selv kunne sprinte det sidste stykke. Leveringen forløb sådan set også ganske fornem, og længe så det ud til, at belgiske Gilbert ville snuppe etapesejren. Men på de sidste meter suste den rutinerede franskmand Sylvain Chavanel forbi ham og vandt 6. etape.

Sejren betyder, at Chavanel rykker op i klassementet til en foreløbig tredjeplads. Her har han 41 sekunder op til Richie Porte i den gule trøje.

Paris- Nice bliver afgjort søndag med en 9,6 kilometer lang bjergenkeltstart.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu