Socialdemokratiske borgmestre kæmper mod betalingsring

12. december 2011 09:57 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Socialdemokratiske borgmestre kæmper mod betalingsring
Billede mangler

Fem socialdemokratiske borgmestre optrapper kampen mod betalingsringen, som regeringen vil anlægge rundt om København.
 
Det skriver Berlingske.
Enten skal ringen droppes eller udskydes, mener S-borgmestrene i Rødovre, Ballerup, Brøndby, Ishøj og Herlev, som alle tidligere har udtrykt modstand mod betalingsringe.
 
Borgmestrene, som alle kommer fra sjællandske kommuner, frygter, at ringen vil flytte trafikpropper fra København ud i yderkommunerne.
 
Derfor opfordrer de regeringen til i det mindste at investere i den kollektive trafik inden betalingsringen anlægges.
“Hvis regeringen med død og pine holder fast i en betalingsring, skal valgløfterne om en bedre og billigere kollektiv trafik indfries først. Ellers må vi spytte i kassen og iværksætte vores egne undersøgelser. Under alle omstændigheder kommer det ikke til at gå stille af sig i omegnskommunerne,” siger Rødovres borgmester Erik Nielsen (S) til Berlingske.
 
Han er talsmand for 15 omegnsborgmestre, som i morgen holder et møde om sagen. Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) oplyser til Berlingske, at han ikke vil kommentere på borgmestrenes krav, før han kender resultatet af mødet i morgen.
Kilde: Berlingske

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu