Socialrådgivere chokeret over dusør

27. januar 2012 10:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Socialrådgivere chokeret over dusør
Billede mangler

Faxe Kommune er gået alt for langt i jagten på nye alternativer til anbringelse af børn.
Det mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina post.
“Måden, det her tilsyneladende er sket på, giver et skær af useriøsitet, som jeg bestemt ikke mener, det her vigtige arbejde omkring udsatte børn og familier er tjent med,” siger hun til Newspaq.
Hun har ikke tidligere hørt, at en kommune har tilbudt de ansatte sagsbehandlere 20.000 kroner i dusør for billigere alternativer til anbringelse af børn, sådan som det er tilfældet i Faxe Kommune.
Og Bettina Post mener, at Faxe Kommunes kontroversielle initiativ skader alle sagsbehandlernes omdømme.
“Nu har vi en række uhyggelige sager i pressen, og alle taler om, at vi skal gøre det bedre. Jeg kan ikke anbefale andre kommuner at bruge den her måde til at forsøge at løse de her opgaver,” siger Bettina Post.
I Børns Vilkår vurderer souschef Bente Boserup, at Faxe Kommunes dusør er ulovlig.
“Vi vurderer, at det er ulovligt, fordi man går ind og siger, at efter det er vurderet, at der skal en anbringelse til for et udsat barn, der skal man så ind og se på, om man alligevel kan lade være med at anbringe,” siger souschefen.
Hun mener ikke, at man skal forsøge at presse alternativer igenemme frem for anbringelse, når anbringelse er det rigtige for barnet.
“Der er ikke noget galt i at prøve at lave andre ordentlige alternativer til anbringelse. Men når man først har peget på, at en anbringelse er det rigtige, så kan man ikke begynde at spole filmen tilbage,” siger Bente Boserup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu