Socialrådgivere efterlyser debat om socialt bedrageri

9. februar 2013 15:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Socialrådgivere efterlyser debat om socialt bedrageri
Billede mangler

Når den selvejende institution Udbetaling Danmark 1. marts overtager udbetalingen af folkepension, førtidspension, boligstøtte, barseldagpenge og familieydelse fra kommunerne, får institutionen samtidig adgang til at samkøre en række registre med henblik på at registrere uregelmæssigheder, der kan indikere socialt bedrageri eller forkert sagsbehandling.

 

Det betyder, at Udbetaling Danmark fremover vil holde et øje med og kontrollere de sammenlagt to millioner danskere, der står til at få udbetalt sociale ydelser for 180 milliarder kroner, skriver b.dk.

Ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, er der overordnet set fornuft i, at give redskaber til at kontrollere, om der bliver begået socialt bedrageri. Men hun efterlyser en principiel debat om, hvor grænserne for kontrollen går.

»Det er forkert, når folk snyder bevidst. Men vi er i samfundet nødt til at have en generel diskussion om, hvor grænsen går for digital dyneløfteri. Jeg mener, at det er en diskussion, som udestår, og som vi som samfund bør tage stilling til,« siger Majbrit Berlau til b.dk.

»Som retssamfund er vi forpligtet til at tage en dialog om, hvordan og med hvilke midler vi kan opklare socialt bedrageri. Hver gang debatten om socialt bedrageri blusser op, ved vi ikke rigtigt, hvilket ben vi skal stille os på. Så lad os nu samlet tage dialogen om, hvordan det offentlige Danmark kan bekæmpe snyderiet og sikre retssikkerheden,« siger hun.

Hvor mange penge, der reelt svindles for om året i Danmark, er vanskeligt at fastslå. I december 2011 vurderede KMD Analyse beløbet til mellem syv og 12 milliarder kroner, hvorimod en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte i oktober 2012 anslog beløbet til at være 2,5 milliarder kroner. Til sammenligning opdagede kommunernes kontrolgrupper i 2012 samlet set socialt bedrageri for 370 millioner kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu