Søges: Flere kandidater til kommunalvalget

15. april 2013 16:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Søges: Flere kandidater til kommunalvalget
Billede mangler

Da der var kommunalvalg i 1974 kunne danskerne vælge mellem hele 24.199 kandidater, da de stemte til kommunalvalget. Ved sidste valg i 2009 var der kun opstillet 9.049 navne på kandidatlisterne. Det skriver KLs ugebrev Momentum tirsdag.

 

»En væsentlig del af forklaringen er meget naturlig, nemlig at antallet af pladser i kommunalbestyrelsen er faldet efter gennemførslen af kommunalreformen, hvor antallet af kommuner faldt fra 275 til 98,« siger kommunalforsker og professor ved Syddansk Universitet, Ulrik Kjær, til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er dog ikke hele forklaringen. For hvis man kigger på antallet af kandidater per mandat, er faldet også markant. I 1974 var der således 5,1 kandidat for hvert sæde i kommunalbestyrelsen, i 2009 var tallet faldet til 3,7.

Søren Kjærsgaard (V), borgmester i Holbæk Kommune, nikker genkendende til den negative tendens.

»Allerede i 2009 var det væsentligt sværere at finde kandidater, og udviklingen er forstærket denne gang. Vi får ganske vist 25 kandidater på listen som i 2009, men vi har måttet gøre et langt større forarbejde denne gang,« siger borgmesteren til Momentum.

At partierne skal ud og kæmpe mere for det er Ulrik Kjær enig med V-borgmesteren i. Det skyldes ikke mindst faldet i antallet af partimedlemmer fra omkring 600.000 i 1960erne til cirka 150.000 i 2010.

»Når medlemsskarerne i partierne bliver mindre, sker mødet mellem partiet og den potentielle kandidat sjældnere. Partierne skal ud og kæmpe mere for det,« siger kommunalforskeren.

Han mener, at der især er to faktorer, som er vigtige i bestræbelserne på at få flere til at stille op til kommunalvalgene. Først og fremmest skal de unikke muligheder for indflydelse i lokalpolitik sælges bedre.

»Folk går primært ind i kommunalpolitik, fordi de gerne vil have indflydelse på deres egen kommune og hverdag. Og i øjeblikket har det vel aldrig været mere spændende at være kommunalpolitiker. Det er jo nu, man bestemmer, hvordan velfærdsstaten skal se ud i fremtiden,« siger Ulrik Kjær.

Den anden faktor er en forbedring af kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, da arbejdet for mange fylder mere end et deltidsjob. Ulrik Kjær nævner bedre aflønning, bedre muligheder for frikøb fra arbejde eller frynsegoder som måder at gøre livet som kommunalpolitiker mere attraktivt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu