Solcellepanel kan få taget til at bryde i brand

5. marts 2013 10:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Solcellepanel kan få taget til at bryde i brand
Billede mangler

Har du fået solceller installeret på taget, er det en god idé at tjekke fabrikatet.

 

Sikkerhedsstyrelsen advarer mod et bestemt solcelleanlæg af mærket Scheuten Solar System, der kan bliver overophedet og bryde i brand.

Det hollandsk producerede solcelleanlæg er solgt i perioden fra 2009 til 2012 og har ifølge Politiken været skyld i 15 tagbrande rundt omkring i Europa, hvor brandårsagen med sikkerhed kan føres tilbage til solcelleanlægget.

Sikkerhedsstyrelsen har modtaget en advarsel fra de hollandske myndigheder om produktet og har taget kontakt til de danske importører af panelerne.

»Vores råd er at slukke for anlægget og kontakte forhandleren. Hvis det ikke er muligt at få kontakt med forhandleren, anbefaler vi, at man tager kontakt til en autoriseret el-installatør eller et professionelt solcellefirma,« siger kommunikationskonsulent Mette Cramon, Sikkerhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

På bagsiden af solcellepanelet sidder der en samleboks, der kan blive overophedet og udvikle brand. Sikkerhedsstyrelsen har undersøgt det danske marked og fundet to importører af solcelleanlægget, der nu vil kontakte købere af produktet.

»Vi tager altid europæiske notifikationer alvorligt og undersøger, om produkterne findes på det danske marked. Det er altid producentens og importørens ansvar, at et produkt er sikkert,« siger Mette Cramon.

Hun oplyser, at der ikke er anmeldepligt på produkter i Danmark, så Sikkerhedsstyrelsen har ikke lavet en forhåndsgodkendelse af det pågældende solcelleanlæg.

Sikkerhedsstyrelsen vurderer, at der ikke er en generel risiko for, at solcelleanlægs samlebokse bryder i brand.

»Vi har i løbet af sidste år ført tilsyn med over 480 solcelleanlæg på de danske hustage. Og her var det overordnede billede, at sikkerheden med hensyn til installationerne er i orden. Samtidig risikovurderer vi løbende forskellige produkttyper på markedet og udfører markedskontrol. Hvis det skulle vise sig, at der er en særlig problematik omkring samlebokse i solcellepaneler, så er det klart, at vi vil lade det indgå i vores videre arbejde,« siger Mette Cramon.

Det specifikke solcelleanlæg af mærket Scheuten Solar System har mærket Multisol type P6-48, P6-54 og P-60.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu