Soldaterformand til politikere: Få nu gjort arbejdet færdigt

27. februar 2013 17:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Soldaterformand til politikere: Få nu gjort arbejdet færdigt
Billede mangler

Partierne bag forsvarsforliget må tage sig sammen og finde en hurtig løsning på, hvilke danske kaserner der skal lukkes.

 

Sådan lyder budskabet til politikerne fra formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther.

»Jeg kan kun opfordre til, at man får truffet en beslutning så hurtigt som muligt, det kan kun gå for langsomt. Der er ganske mange soldater og civilt ansatte i Forsvaret og deres familier, som nu går og er meget usikre på, hvad fremtiden bringer. Og den usikkerhed, den synes jeg, at man skylder de ansatte at få bragt ud af verden så hurtigt som muligt,« siger han.

I sidste uge afgav forsvarschef Peter Bartram sit bud på, hvilke kaserner der kan nedlægges. Forsvarschefen pegede på Bülows Kaserne i Fredericia, Haderslev Kaserne, Sønderborg Kaserne, Almegårds Kaserne på Bornholm og enten Høvelte Kaserne eller Vordingborg Kaserne, og nu er det så op til regeringspartierne, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti at afgøre, hvilke og hvor mange kaserner der skal lukke.

Men Dansk Folkeparti forhindrer ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger partierne i at nå til enighed. Partiet vender sig imod lukningen af tre kaserner i Sønderjylland, og derfor kan forhandlingerne trække ud.

Det huer bestemt ikke soldaterformanden, som henviser til, at Peter Bartram leverede sin anbefaling i god tid før den fastsatte deadline af hensyn til de ansatte i Forsvaret og deres familier. Det eksempel bør partierne bag forsvarsforliget følge, mener Flemming Vinther.

»Se nu at få gjort jeres arbejde færdigt. Forsvarschefen har jo formået at aflevere sin indstilling i god tid – det ville klæde politikerne at følge den linje,« lyder hans opfordring til politikerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu