Somalisk terrorgruppe truer med gidseldrab

24. januar 2013 11:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Somalisk terrorgruppe truer med gidseldrab
Billede mangler

Al-Shabaab i Somalia kræver løsladelse af terroranklagede fra kenyanske fængsler og truer med drab på seks kenyanske gidsler.

 

Ifølge Reuters har terrorgruppen givet de kenyanske myndigheder tre uger til at efterkomme kravet.

Al-Shabaab holder ifølge egne oplysninger seks kenyanere fanget.

To af dem blev kidnappet på den kenyanske side af grænsen til Somalia sidste år. Krigere fra al-Shabaab trængte over grænsen og angreb en politistation og bortførte to embedsmænd efter at have dræbt adskillige politifolk. De fire andre gidsler er der ingen oplysninger om identiteten af.

Truslen blev fremsat i et tweet på Twitter med et link til en video, der viser de to kenyanske gidsler, hvor de i en direkte appel til den kenyanske regering siger, at deres liv er i overhængende fare. Samtidig indeholder klippet også billeder af fire andre gidsler.

Den somaliske gruppe hævdede i sidste uge, at de havde dræbt det franske gidsel Denis Allex, som gengældelse for den franske militæroffensiv i Mali mod de al-Qaeda relaterede oprørsgrupper. Denis Allex havde da været gidsel hos al-Shabaab i mere end to år.

Franske specialstyrker forsøgte uden held at befri Denis Allex i timerne før interventionen i Mali, men måtte trække sig tilbage og endda efterlade en dødeligt såret kammerat.

Kenya invaderede i oktober 2011 det sydlige Somalia for at rense grænseregionen for al-Shabaab, og siden har de kenyanske tropper drevet terrorgruppens krigere på flugt fra mange store byer og landområder, men terrorgruppen er stadig en magtfaktor.

I det centrale Somalia er al-Shabaab under pres fra etiopiske invasionsstyrker og fra regeringshæren, der har fordrevet gruppen fra hovedstaden Mogadishu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu