Søndag kommer foråret – og så smutter det igen

12. april 2013 05:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Søndag kommer foråret - og så smutter det igen
Billede mangler

Pessimisterne havde opgivet håbet, men nu skulle det være ganske vist: Foråret er på vej!

 

Efter et par regnfulde og kølige dage forudser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) en weekend med periodevist dejligt vejr, sol og temperaturer på helt op til 15 grader i de allerheldigste dele af landet.

Den smukkeste og potentielt varmeste weekenddag er søndag, men der er dog et par men’er i vejrudsigten, advarer vagtchef Lars Henriksen fra DMI.

»Det bliver gradvist varmere i løbet af weekenden, mellem ti og 15 grader søndag. Men i dele af landet kan der komme skyer, som holder temperaturen nede,« fortæller han.

»Desværre har vi svært ved at sige, hvem der får det bedste vejr søndag, for nogle prognoser siger skyer i de vestlige områder, mens andre melder om skyer i de østlige områder,« siger DMI-meteorologen.

Inden det fine vejr gør sit indtog i weekenden, skal vi igennem en diset og nogle steder måske endda tåget fredag. Disen opstår i løbet af natten og vil stadig være at finde på udsatte steder i morgentimerne. Temperaturen fredag bliver ifølge vagtchefen mellem fem og ti grader, varmest i de sydlige dele af landet.

Lørdagen starter med skyer og byger, men i løbet af dagen klarer det op fra nordvest. Temperaturen kan nå op på 12 grader i de egne, hvor solen formår at bryde gennem skylaget.

Søndag ser som sagt ud til at blive weekendens smukkeste dag, men mandag bliver endnu bedre. Helt op til 18 grader, forudser DMI, men det er med at nyde vejret, mens man kan.

»Det går ned ad bakke efter mandag, hvor det bliver gradvist koldere. Vi er nede på otte grader igen onsdag,« lyder den lettere nedslående melding fra vagtchef Lars Henriksen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu