Skandale i Tyrkiet: Sønderjyske udsat for matchfixing

18. februar 2013 17:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Skandale i Tyrkiet: Sønderjyske udsat for matchfixing
Billede mangler

I øjeblikket forbereder Sønderjyske sig til starten på Superligaen, der meget snart sparkes i gang efter vinterpausen. For at være helt klar til det, er klubben smuttet til Tyrkiet for at træne under varmere himmelstrøg og på bedre baner.

Mandag skulle Sønderjyske så spille træningskamp mod det rumænske hold FC Brasov. Danskerne tabte 0-1, men det var ikke så meget resultatet, der blev snakket om bagefter. I stedet drejede den sig om den ene linjedommer.

Avisen Jydske Vestkysten var tilstede og overværede kampen, og deres udsendte journalist melder om en rystende ringe præstation fra den ene linjedommer.

På jv.dk skriver avisen, at han i første halvleg igen og igen dømte Sønderjyske offside, mens han efter pausen undlod at vinke, da en FC Brasov-spiller var fire-fem meter offside.

– Nej, nej, nej, der var ikke offside, skulle dommeren have sagt til jv.dk’s udsendte.

Den efterfølgende friløber resulterede i et mål, men bolden var angiveligt aldrig over stregen.

– For det første var der flere meter offside, og for det andet får jeg sparket bolden væk, inden den går over stregen. Jeg er slet ikke i tvivl, sagde Rasmus Hansen til jv.dk.

Jydske Vestkystens udsendte melder om, at der flere steder blev hvisket om matchfixing. Den snak vil sønderjydernes cheftræner dog ikke bidrage til.

– Der skete mange uforklarlige ting, og jeg kan godt forstå dem, der snakker om matchfixing, men jeg tror bare, at han var ringe, sagde Lars Søndergaard til jv.dk.

På Twitter har flere af Sønderjyske-spillerne dog udtrykt sig mere klart.

– Ja, så har vi også prøvet det, at være offer for matchfixing! #tyrkiskedommerekøbtogbetalt #føj, skriver Daniel Christensen, og holdkammerat Lasse Vibe følger med.

– Har netop overværet matchfixing og hold kæft hvor er det klamt at se på. Selv Brasov gav mig ret! Trods alt en god indsats af gutterne, skriver Vibe.

Lige nu er det uvist, om sagen får yderligere konsekvenser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu