Sønderjyske ydmygede elendige Silkeborg – 5-0!

28. marts 2013 18:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sønderjyske ydmygede elendige Silkeborg - 5-0!
Billede mangler

Det var ren overlevelseskamp, da Silkeborg Skærtorsdag tog imod Sønderjyske. De to hold lå inden kampen begge under stregen med 21 point hver, så tre point kunne sende et af holdende op over stregen og give et vigtig forspring i kampen om overlevelse.

Silkeborg lignede dog på ingen måde et hold, der hører til i den bedste række, og de blev ydmyget af Sønderjyske, der kunne rejse hjem med en sejr på 5-0.

Begge hold gik benhårdt efter de tre point i starten af kampen, der startede meget lige med masser af chancer i begge ender af banen i de første minutter. Blandt andet blev det til et skud på stolpen fra Silkeborgs Marvin Pourié. Men derfra gik det nærmest kun ned ad bakke for hjemmeholdet.

Efter 19 minutter erobrede Henrik Hansen bolden på midten af banen og sendte Lasse Vibe i dybden. Han gik uden om målmand Lasse Heinze og tog endnu et par træk mellem et par forsvarsspillere, inden han lagde bolden køligt ind i målet.

Og det blev også til 2-0 inden pausen på endnu et flot mål af Sønderjyske. På en fremragende helflugter fra en meget spids vinkel huggede Nicolai Madsen bolden i mål, og nu var der lang vej op for Silkeborg, der ellers havde rigeligt med muligheder.

Det blev nærmest umuligt for Silkeborg efter pausen, hvor de diskede op med den ene forsvarsfejl efter den anden. Efter bare tre minutter blev det til 3-0, da Lasse Vibe opsnappede bolden efter et kiks i Silkeborgs forsvar og løftede bolden ind over Lasse Heinze i målet. Syv minutter efter var den så gal igen, da Lasse Vibe jagtede endnu en lang bold, og endnu engang udnyttede han det elendige forsvarsspil og kunne fuldføre sit hattrick, inden han kort efter blev udskiftet.

Det stoppede dog ikke udeholdets målscoring, og på endnu en lang bold over Silkeborgs forsvar løb Bjørn Paulsen fra sine markeringer og lukkede til slutresultatet 5-0.

Dermed skubber Sønderjyske Brøndby ned under stregen, mens Silkeborg forbliver på sidstepladsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu