Søren Sætter-Lassen-ulykke udløser kæmpebøde

8. november 2012 17:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Søren Sætter-Lassen-ulykke udløser kæmpebøde
Billede mangler

80.000 kroner – så stor er bøden til Det Kgl. Teater efter at en væltet væg brækkede ryggen på skuespiller.
 
Det Kongelige Teater forbrød sig mod reglerne og skal betale en bøde på 80.000 kroner efter en arbejdsulykke på teatret i starten af september.
 
Det oplyser teatret, der samtidigt erkender sit ansvar og vil betale bøden.
 
– Teatrets konklusion er, at der trods fokus på sikkerhed i alle faser af arbejdet med scenografien blev foretaget en række fejlskøn, hedder det i en pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater.
 
Ved ulykken, der skete under prøverne på forestillingen “Lulu” i Skuespilhuset, væltede en seks meter høj og ni meter bred væg og ramte skuespilleren Søren Sætter-Lassen.
 
Den 57-årige skuespiller brækkede benet og tre ryghvirvler.
 
Søren Sætter-Lassen er efterfølgende blevet opereret flere gange og er i øjeblikket i gang med et genoptræningsforløb.
 
Ifølge teatret er det endnu ikke klart, hvornår han eventuelt kan vende tilbage til arbejdet.
 
– Vi håber, at han kommer over det uden mén, og vi håber da, at han kommer til at spille hos os igen, siger teaterchef Erik Jakobsen, der også fortæller, at der er en dialog i gang om den erstatning, som Søren Sætter-Lassen skal have.
 
– Det taler vores jurister med hans advokat om. Det, forventer jeg, køre helt efter reglerne, siger Erik Jacobsen.
 
Ulykken har fået Det Kongelige Teater til at gennemgå og skærpe den generelle sikkerhed på teatret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu