Søvndal håber på newzealandsk tilgivelse

11. april 2013 12:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Søvndal håber på newzealandsk tilgivelse
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF). Foto: um.dk.

Det er alvorligt, når en dansk politiker som Dansk Folkepartis Marie Krarup (DF) fornærmer et andet land med sine udtalelser. Det mener udenrigsminister Villy Søvndal (SF)

 

»Den her regering bruger hovedparten af sin arbejdstid på at skabe gode forhold til omverdenen, og så er det selvfølgelig ærgerligt, når der ryger en melding ud som den her, og det forsøger vi så at reparere på,« siger han.

Dansk Folkeparti har beklaget, at Marie Krarup i et blogindlæg på B.dk i marts kaldte maori-kulturen »grotesk« og beskrev, hvordan hun sammen med Folketingets Forsvarsudvalg blev modtaget i New Zealand af »en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori.«

Det var Søren Espersen (DF), der kom med beklagelsen over sin partifælle, og Dansk Folkeparti har nu taget imod handelsminister Pia Olsen Dyhrs (SF) tilbud om at oversætte og formidle den downunder.

»Handelsministeren har været ude og yde den service at oversætte Søren Espersens udtalelser. Og jeg håber selvfølgelig, at de er i stand til at forstå, at det her er en enkelt ekstrem udtalelse og på ikke et eneste punkt dækkende for, hvad Danmark mener om New Zealand,« siger Villy Søvndal.

Kritikken får dog ikke Marie Krarup til at stoppe sine udtalelser. På sin Facebook-profil skriver hun torsdag:

»Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur. Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu