Søvndal: Hugo Chávez delte vandene

6. marts 2013 11:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Søvndal: Hugo Chávez delte vandene
Billede mangler

VENEZUELA: Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) krydser fingre for, at det kommende præsidentvalg i Venezuela, der afholdes inden for en måned, kommer til at foregå under demokratiske rammer.

 

Det udtaler Søvndal i en skriftlig meddelelse som reaktion på, at Venezuelas præsident, Hugo Chávez, døde af kræft tirsdag aften dansk tid, og at landets indbyggere snart skal til stemmeurnerne for at vælge ny leder.

»Jeg vil gerne kondolere over for Hugo Chávez’ familie og over for Venezuelas regering og folk. Venezuela har med præsident Chávez’ død mistet en karismatisk, men også kontroversiel leder. Hugo Chávez var populær hos sine støtter, men han var også en leder, der delte vandene både i Venezuela og internationalt. I udenrigspolitikken søgte han ofte konfrontation frem for dialog og samarbejde,« siger Søvndal og tilføjer:

»Fremadrettet håber jeg, Venezuela nu får et demokratisk og fair valg, og at landet vil følge den trend, vi ser i Latinamerika, hvor stærke demokratier rodfæster sig. Og så håber jeg, at Venezuela påtager sig en konstruktiv rolle internationalt og vælger samarbejde frem for konfrontation.«

Vicepræsident Nicolás Maduro er indsat som midlertidig præsident frem mod valget, som han er favorit til at vinde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu