Søvndal langer ud efter Rusland og Kina

17. februar 2012 12:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Søvndal langer ud efter Rusland og Kina
Billede mangler

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er begejstret over FN’s Generalforsamlings fordømmelse af Syrien.
Samtidig beskylder han Rusland og Kina for at trodse det internationale samfund, når det nedlægger veto mod en resolution.
“Afstemningen i FN viser meget tydeligt, at de lande, der valgte at nedlægge veto i FN’s Sikkerhedsråd for to uger siden, er ude af trit med det store flertal af lande i det internationale samfund, der bakker op om Den Arabiske Ligas fredsplan,” siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Rusland og Kina, der har vetoret i FN’s Sikkerhedsråd, blokerede for to uger siden for en resolution, der skulle fordømme præsident Bashar al-Assads overgreb på demonstranter. De to lande har sammen med USA, England og Frankrig vetoret i rådet, der har i alt 15 medlemmer.
I FN’s Generalforsamling, hvor 193 lande er medlemmer, var der til gengæld stort flertal for at fordømme det syriske regime. 137 lande stemte for, 12 stemte imod, og 17 lande stemte blankt.
“Jeg er stolt over, at Danmark var medforslagsstiller til resolutionen i Generalforsamlingen. Danmark har arbejdet for en streng og konsekvent politik overfor Syrien – ikke mindst i EU, hvor vi har arbejdet for fortsatte stramninger af sanktionerne, så længe volden fortsætter,” siger Villy Søvndal.
Udenrigsministeren skal mødes med de øvrige medlemmer af gruppen ‘Syriens Venner’ i Tunesien den 24. februar for at diskutere situationen i Syrien.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu