Søvndal mødes med nyindsat præsident i Sydkorea

25. februar 2013 12:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Søvndal mødes med nyindsat præsident i Sydkorea
Billede mangler

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) var til stede, da Park Geun-hye i nat dansk tid blev indsat som den 11. præsident i Sydkoreas historie, og han vil være en af de første statsmænd, der mødes officielt med landets første kvindelige præsident.

 

Målet er at pleje relationen mellem Danmark og Sydkorea, der ifølge Villy Søvndal er blevet tæt.

»Det er lykkes Danmark at opbygge et unikt bilateralt partnerskab med Sydkorea med fokus på konkret samarbejde om fælles problemstillinger, særligt om den grønne dagsorden,« lyder det i en skriftlig udtalelse fra udenrigsministeren.

»Det er vigtigt at etablere et godt forhold til præsident Park og den nye koreanske administration og understrege, at Danmark tillægger forholdet til og samarbejde med Sydkorea særlig betydning,« fortsætter Villy Søvndal.

Senere under sit besøg skal udenrigsministeren mødes med den kommende sydkoreanske udenrigsminister, Yun Byung-se, og general James D. Thurman, der er øverstbefalende for det FN-bidrag, der deltager i den daglige opretholdelse af våbenhvilen mellem Nord- og Sydkorea.

»Nordkorea har for nyligt truet både USA og Sydkorea. Her er det naturligt at drøfte udviklingen, som bekymrer sydkoreanerne meget. Der er ingen tvivl om Danmarks urokkelige solidaritet med Sydkorea,« siger Villy Søvndal og understreger, at han på det kraftigste har fordømt den nordkoreanske atomprøvesprængning tidligere i februar og missilaffyringen i december.

»Det er klare brud på flere FN-resolutioner,« siger udenrigsministeren.

Regeringen har som mål at øge den danske vareeksport til Sydkorea med 50 procent inden 2016.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu