Spædbarn i barnevogn dræbt efter påkørsel

11. marts 2013 16:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Spædbarn i barnevogn dræbt efter påkørsel
Billede mangler

Et spædbarn blev mandag kort før klokken 14 erklæret død efter en ulykke, hvor en 18-årig bilist ramte en 30-årig mor, der gik tur med sin dreng i en barnevogn på cykelstien på Flensborgvej mellem Dybbøl og Dybbøl Banke.

 

»Den 18-årige mand kørte på vejen i retning mod Sønderborg, da han i en venstrekurve kortvarigt skred ud i græsrabatten. Da han forsøger at rette op, mister han herredømmet over bilen, som snurrer rundt og kører ind på cykelstien, hvor moren kommer gående med barnevognen,« siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

Politiet ved ikke, i hvor høj fart bilisten ramte de to, men intet tyder på, at den unge mand skulle have været påvirket af spiritus.

»Barnet bliver slynget ud af barnevognen og erklæres død ved ankomsten til Aabenraa Sygehus,« siger vagtchefen.

Moderens tilstand er stabil, og hun forventes udskrevet inden længe. Bilisten er ligeledes indbragt til undersøgelse.

I cirka en time efter ulykken var Flensborgvej spærret i begge retninger, men trafiksituationen forventes at være normal igen klokken 16.30.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu