Spændingen stiger: Zlatan klar til Barca-kamp

26. marts 2013 18:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Spændingen stiger: Zlatan klar til Barca-kamp
Billede mangler

Det var en streg i regningen af de helt store, da Zlatan Ibrahimovic blev smidt ud for en stempling i slutminutterne af Paris St. Germains første Champions League-ottendedelsfinale mod spanske Valencia. Franskmændende klarede sig ganske vist videre til kvartfinalerne uden voldsomme problemer, men den suveræne svensker fik i første omgang to spilledages karantæne. 

 

Han var dermed også ude af PSGs første kvartfinale. En kvartfinale, der efter lodtrækningen viste sig at have Zlatans tidligere klub FC Barcelona som den anden part. Men nu er der gode nyheder for Paris St. Germain og Zlatan Ibrahimovic og dårlige af slagsen for FC Barcelona. 

Ifølge den franske sportsavis L’Equipe har disciplinærkomiteen hos det europæiske fodboldforbund, UEFA, nemlig valgt at suspendere den anden af Zlatans to karantænedage. Han er dermed klar til at spille begge kvartfinaler mod FC Barcelona. Også kampen på tirsdag i Paris, som han i første omgang var udelukket fra. 

Med ét er kvartfinalerne mellem et af Europas mest traditionsrige hold og et af de rigeste blevet lidt mere interessant. Zlatan Ibrahimovic har således været PSGs altoverskyggende profil i denne sæson med 29 scoringer i 34 kampe. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu