Spaniens premierminister slås for sit politiske liv

4. februar 2013 18:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Spaniens premierminister slås for sit politiske liv
Billede mangler

SPANIEN: Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, kæmper for sit politiske liv, der er truet af en korruptionsskandale med forgreninger til premierministerens parti og beskyldninger om, at flere fremtrædende medlemmer har modtaget kuverter med kontanter oven i deres almindelige løn.

 

Rajoy har kategorisk afvist alle beskyldninger, som i de seneste dage er blevet underbygget i den spanske avis El Pais, der har offentliggjort dokumenter fra de hemmelige udbetalinger, hvor blandt andre Rajoys navn fremgår.

Den spanske premierminister, der mandag var på besøg i Berlin og mødtes med kansler Angela Merkel, afviser anklagerne, betegner dokumenterne som »falske« og benægter at have modtaget penge.

Lederen af Socialistpartiet, der er Spaniens største oppositionsparti, Alfredo Perez Rubalcaba, har krævet, at Rajoy træder tilbage, men intet tyder i øjeblikket på, at det indgår i hans overvejelser, skriver BBC. Den britiske avis The Telegraph citerer oppositionslederen for at »Rajoy snarere end en redning for sit land er blevet endnu et problem«.

Rajoy sagde mandag i Berlin, at hans regering »forbliver stærk og vil overvinde anklagerne, der har udløst vrede protester i gaderne fra spaniere, som er blevet pålagt store besparelser under den stadig dybere økonomiske krise i landet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu