Spareplan svarer til 90.000 kr. per græker

13. februar 2012 13:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Spareplan svarer til 90.000 kr. per græker
Billede mangler

Små 90.000 danske kroner.
Det er, hvad der omregnet vil være til hver enkelt græsk borger, efter landets parlament har godkendt den spareplan, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet for et svimlende EU-lån.
Grækenland har nemlig udsigt til et nyt nødlån på 130 milliarder euro – svarende til præcist 966.186.000.000 danske kroner.
Hvis de 10,78 millioner mennesker, som lever i landet, stiller sig op på rad og række, ville de omregnet hver især kunne få lagt 89.628 kroner i hænderne.
Også sammenlignet med herhjemme ville EU-lånet fylde godt op i den danske statskasse, påpeger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven over for Newspaq.
“Det er godt og vel halvdelen af den samlede danske økonomi, så set i forhold til vores størrelse er det her lån et stort tal,” siger han og forklarer videre:
“Den græske økonomi minder i størrelsen sådan i store træk om den danske, så det er også et ganske betydeligt beløb set i forhold til deres økonomi.”
Omvendt er den samlede græske gæld klart den største per indbygger af alle eurolandene.
Landet havde en gæld alene i 2010 på 2.584 milliarder kroner. Det betyder omregnet, at hver græker på førnævnte fiktive række hver repræsenterer en gæld på 239.703 kroner.
Jacob Graven tvivler derfor stærkt på, om sparepakken og EU-nødlånet kan forhindre græsk undergang.
“Erfaringen fra de sidste par år, hvor Grækenland jo også har levet af nødlån, har været, at de har haft ekstremt svært ved at leve op til de betingelser og krav, de har lovet. Og jeg mener derfor, der stadig er en stakket frist for landet,” lyder det fra cheføkonomen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu