Specialister skal løfte skadestuer

6. marts 2013 22:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Specialister skal løfte skadestuer

Langt flere speciallæger sættes nu ind i forreste række på skadestuerne i Region Hovedstaden for at sikre akut syge en hurtigere og bedre behandling. Fremover vil der være speciallæger til stede i en større del af døgnet end i dag både på de store akutmodtagelser i Hillerød, Hvidovre, Herlev og på Bispebjerg og på de mindre akutklinikker i Glostrup, Gentofte og på Bornholm, skriver Berlingske torsdag.

 

Det skal »sikre en hurtigere og korrekt diagnostik og behandling, hvilket forventes at reducere ventetiden for patienter og pårørende«.

Det fremgår af en orientering til forretningsudvalget i Region Hovedstaden, der har udmøntet en pulje på 25 millioner kroner til at løfte indsatsen for de akut syge på skadestuerne. Puljen blev afsat, efter Berlingske i en artikelserie afdækkede kaotiske forhold med dårlig service og lange ventetider på op til ti timer på hovedstadens store akutafdelinger.

»Vi ønsker at få flere speciallæger involveret i den akutte indsats. Det vil blive en klar forbedring både for patienterne og de yngre læger, som hidtil har haft mere travlt og stået mere alene, end de har ønsket. Nu får de nogen at spørge til råds. Samlet vil det betyde en hurtigere behandling og en bedre kvalitet,« siger politisk ordfører i regionsrådet, Region Hovedstaden, Thor Grønlykke (S).

Ifølge orienteringen vil blandt andet Bispebjerg gradvist fordoble antallet af speciallæger i akutmodtagelsen fra tre til seks, både i de travle dagtimer på hverdage samt i weekenden. Herlev Hospital indfører en »gennemgående flowansvarlig speciallæge« fra klokken otte til 21 alle ugens dage, mens Hillerød ansætter én ekstra akutlæge til »forlænget tilstedeværelse« i weekenden.

Formanden for Danske Patienter Lars Engberg kalder satsningen »helt rigtig«, fordi man hidtil har set for mange eksempler på, at helt unge, uerfarne læger har stået alene med et for stort ansvar og arbejdspres på akutmodtagelser og skadestuer særligt i hovedstadsområdet.

»Det har medvirket til de lange ventetider for patienterne. Derfor kan vi kun være tilfredse med, at man nu sikrer flere og mere erfarne læger på akutområdet,« siger Lars Engberg.

Både fra politisk og fagligt hold er der længe blevet presset på for at få flere speciallæger til at være tilstede på skadestuerne. Det har dog vist sig at gå meget trægt med at skabe fremskridt på dette felt, men i den nye overenskomst mellem overlægerne og regionerne åbnes der nu for, at overlæger kan være på arbejde til klokken 23 for at tage imod de akutte patienter.

Formand i Dansk Selskab for Akutmedicin, Dan Brun Petersen, roser overordnet politikerne for at afsætte målrettede, øgede midler til akutområdet. Men han undrer sig over, at der er vidt forskellige løsninger hospitalerne imellem. Og at den ekstra bemanding kun bliver i dagtimerne.

»Hvorfor skal de akutte patienter ses nogle steder af akutlæger og andre steder af tilkaldte læger fra stamafdelingerne? Hvorfor skal der primært oprustes i dag- og aftentid? Hvis patienter bliver syge om natten eller i weekenden, har de så mindre brug for kvalificeret behandling?« siger Dan Brun Petersen.

(Eva Jung har bidraget til artiklen)

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu