Spionchefer har informeret Trump om russiske rygter

11. januar 2017 06:23 | Af: Ritzau Fokus

I efterretningskredse går der rygter om, at Rusland sidder på følsomme oplysninger om USA's næste præsident.

Spionchefer har informeret Trump om russiske rygter
Har russerne noget, der kan skade Donald Trump? Det rygte florerer ifølge en lang række medier i visse kredse. Arkiv. Foto: Gage Skidmore/Free

Amerikanske efterretningschefer har ifølge CNN informeret både præsident Barack Obama og hans afløser, Donald Trump, om, at der i efterretningskredse går rygter om, at Rusland skulle ligge inde med kompromitterede oplysninger om Trump.

Påstanden fremgår af et hemmeligstemplet dokument på to sider, som Obama og Trump fik forelagt under en briefing med efterretningschefer i sidste uge.

Det vides ikke, hvilke oplysninger der er tale om, ud over at de ifølge CNN er “personlige og finansielle”.

Allerede i august skulle det føderale politi, FBI, have fået kendskab til påstanden, men det er først nu, at oplysningerne bliver vurderet til at være troværdige.

Angiveligt efter et baggrundstjek af en tidligere tidligere britisk efterretningsagent, som også har hørt rygterne fra flere af sine kilder i Europa.

FBI efterforsker troværdigheden

De amerikanske efterretningstjenester har tjekket eksagentens netværk af kilder, og de mener nu at kunne stole på informationerne ifølge CNN.

FBI er i gang med at efterforske troværdigheden af påstandene, der hovedsageligt bygger på oplysninger fra russiske kilder.

Obama og Trump blev orienteret om påstanden på et møde med topcheferne for National Intelligence, FBI, CIA og National Security Agency.

Flere kilder siger til CNN, at efterretningscheferne ville gøre Donald Trump opmærksom på, at den slags påstande, som involverer ham, cirkulerer i efterretningskredse, hos ledende medlemmer af Kongressen og blandt medlemmer af regeringen.

Donald Trump selv afviser tilsyneladende alle påstande.

– FALSKE NYHEDER – EN GENNEMFØRT POLITISK HEKSEJAGT!, skriver den kommende præsident på Twitter.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu