Spøgelsesbilist skyld i at mand mister benet

26. december 2012 20:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Spøgelsesbilist skyld i at mand mister benet
Billede mangler

Den kvinde, der kørte i den forkerte retning på Hillerødmotorvejen, har fået flere sigtelser rejst mod sig af politiet.
 
En 46-årig kvindelig bilist, der juleaften kørte i den gale retning på Hillerødmotorvejen, er blevet sigtet for spirituskørsel.
 
Desuden sigtes hun for at have overtrådt straffelovens paragraf om hensynsløst at have udsat andre for livsfare, oplyser Københavns Vestegns Politi.
 
Ikke alle andre trafikanter slap med skrækken, da kvinden optrådte som spøgelsesbilist. Nær en afkørsel til Søborg kørte hun sammen med en modkørende bil.
 
Manden i den anden bil måtte køres til behandling på Rigshospitalet.
 
– Han har fået større skader, men er uden for livsfare, siger vagtchef Leif Bonde ved Københavns Vestegns Politi.
 
Blandt andet har manden fået amputeret sit venstre ben, oplyser vagtchefen.
 
Hos politiet har jurister overvejet, om der var grundlag for at fremstille bilisten i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
 
Det blev opgivet, men forude venter en straffesag mod den 46-årige kvinde.
 
Efterforskningen er ikke slut, og der går et stykke tid, før der rejses en tiltale.
 
Men hvis hun findes skyldig i spritkørsel og i at have udsat andre for livsfare, risikerer hun flere måneder i fængsel.
 
Sidste år blev en kvinde fra Mariager idømt 10 måneders ubetinget fængsel, da hun stærkt beruset havde kørt en længere tur på E 45. Men hun ramte heldigvis ikke andre trafikanter.
 
På samme motorvej kørte en mand fra Skanderborg i 2010 også i den forkerte retning, og blandt andet en ambulance måtte undvige den fulde spøgelsesbilist. Dommen lød på ni måneders ubetinget fængsel.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu