Sportsdirektører: Saxo-Tinkoff har ikke ramt niveauet

22. marts 2013 12:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sportsdirektører: Saxo-Tinkoff har ikke ramt niveauet
Billede mangler

Cykelholdet Team Saxo-Tinkoff har indtil nu været lig med Alberto Contador. Den spanske etapeløbsspecialist er den eneste af Bjarne Riis’ højt betalte stjerner, der har vist sig frem på landevejene i sæsonen indtil nu.

Resten har stort set været anonyme. Af de 74 ranglistepoint, det danske mandskab indtil nu har fået skrabet sammen, har Alberto Contador sørget for de 72. De sidste to står Jonathan Cantwell noteret for.

Det har sendt det danske cykelhold ned i den triste ende af UCI-verdensranglisten, hvor det ligger nummer 13 ud af 19 hold. Trods flere ambitiøse indkøb af ryttere som Nicholas Roche, Roman Kreuziger, Matti Breschel og Daniele Bennati, fortsætter holdet altså de anonyme takter fra sidste sæson.

Det er for tidligt at tale om en skuffelse, men forårssæsonens første løb har vist et Team Saxo-Tinkoff, der kører under niveau, siger sportsdirektør Michael Skelde fra UCI Continental-holdet Team Cult Energy.

– Umiddelbart synes jeg ikke, de har ramt niveauet endnu. Jeg ser frem til, at de får kørt de nye ryttere ind på holdet og får succes ud af det. Indtil videre virker det som om, det kun fungerer omkring Alberto Contador, mens resten ikke er kommet i gang endnu, lyder det fra sportsdirektøren, der dog giver Bjarne Riis lidt mere tid til at rette op på tingene.

– Det er for tidligt at tale om en skuffelse på nuværende tidspunkt. Lad dem få indtil midten af april, før vi trækker stregen og ser, om de har fået noget ud at det. Set ud fra holdet og ryttere er deres chance størst i Ardenner-klassikerne (Amstel Gold Race, La Fléche Wallonne og Liége-Bastogne-Liége).

Det overrasker ikke Allan Bo Andresen, tidligere sportsdirektør hos Team Christina Watches Onfone, at det indtil videre kun er Alberto Contador, der har leveret varen.

– Det kommer ikke bag på mig, at det kun er ham, man ser. Jeg tror dog også, at vi får de andre at se. Hvis jeg kørte på Team Saxo-Tinkoff, ville jeg prøve at slå til nu, før Touren kommer for tæt på. Man kunne være fræk at sige, at der er nogle, der har sovet lidt i timen, lyder analysen fra Allan Bo Andresen, der også mener, at resultaterne hænger sammen med typerne af ryttere på holdet.

– Sæsonen er trods alt kun lige gået i gang, og vejret har været kummerligt. Det er for tidligt at stemple dem som en fiasko. Det er et hold, som jeg ikke havde forventet at se det store fra endnu. Mange af dem er bjergrytter-typer, der fungerer bedst i varme og sol. Det er de typer, Bjarne Riis kan lide. De løb er ikke kommet i gang endnu, siger han.

Michael Skelde håber, at der bag kulisserne bliver arbejdet på at få de nye stjerner i gang, inden det er for sent.

– Hvis jeg var Bjarne Riis, ville jeg sørge for at få de andre i gang nu. Alberto er så god i forvejen, så han skal nok være der. Men det er jeg også sikker på, at de arbejder meget hårdt for. Sæsonen er trods alt så ung, og jeg er sikker på, at holdet har så meget kvalitet, så jeg har svært ved at se, at det ikke skal lykkes, pointerer han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu