Sprøjtemidler skader miljøet mere end ventet

26. januar 2012 10:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sprøjtemidler skader miljøet mere end ventet
Billede mangler

Når landmændene de seneste år er kørt ud på deres marker med sprøjtemidler, er denne tur alene på tre år blevet 30 procent mere belastende for miljøet.
Det fremgår af en ny opsigtvækkende rapport, der for første gang har beregnet graden af giftighed for de sprøjtemidler, der er blevet anvendt på markerne.
“Vi har hele tiden vidst, at landmændene kører hyppigere med deres sprøjter, men vi har nu fundet ud af, at det, de sprøjter med, er blevet giftigere de seneste år. Og det er ret alvorligt,” siger miljøminister Ida Auken (SF) til Newspaq.
Rapporten er fra Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen, og den viser, at sprøjtemidlerne især er blevet mere belastende for dyr og planter i den omgivende natur.
Derfor vil regeringen nu vende udviklingen med indførelsen af en ny pesticidafgift.
“Afgiften var også på vej under VK-regeringen, men de kunne ikke få den gjort færdig, og det er så den, der er på vej nu. Den skal gøre det dyrere at bruge de skrappere midler og billigere at bruge dem, der tager hensyn til miljøet,” siger Ida Auken.
Håbet er at få vendt udviklingen ved, at landmændene kan mærke det på pengepungen, men det bliver ikke generelt dyrere at være landmand, lyder det miljøministeren.
“Det her bliver omkring 150 millioner dyrere for landmændene, men de har til gengæld fået en skattelettelse på en halv milliard kroner af Venstre og Konservative netop som kompensation for afgiften. Men så lykkedes det bare aldrig for den tidligere regering at komme afsted med pesticidafgiften, og det er så det, vi gør nu,” melder Ida Auken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu