Ståle Solbakken er årets træner i dansk fodbold

20. marts 2017 21:14 | Af: Ritzau Fokus

Ståle Solbakken blev kåret til Årets Træner ved Dansk Fodbold Award i Horsens.

Ståle Solbakken er årets træner i dansk fodbold
Ståle Solbakken snuppede titlen som Årets Træner for tredje gang. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, kan for tredje gang i karrieren kalde sig Årets Træner i Danmark.

Nordmanden modtog hæderen ved Dansk Fodbold Award i Horsens mandag aften.

Han bliver belønnet for kalenderåret 2016, hvor han både vandt mesterskabet og pokaltitlen med FC København, som han også førte ind i gruppespillet i Champions League.

Solbakken modtog også hæderen i 2007 og 2011.

Ved dette års kåring var han nomineret sammen med Lyngbys David Nielsen, Horsens’ Bo Henriksen og Brøndby-træner Alexander Zorniger.

Det er alle danske divisionstrænere og landstrænerne, der har peget på Solbakken ved en afstemning.

Sidste år gik prisen til den daværende Sønderjyske-træner Jakob Michelsen, der siden er skiftet til Hammarby i den svenske liga.

Fakta

De vandt priserne ved Dansk Fodbold Award 2017

Der blev uddelt en række priser ved fodboldgallaen i Horsens, hvor fodboldens Hall of Fame også fik sin første kvindelige medlemmer:

Årets mandlige spiller: Kasper Schmeichel

Årets træner: Ståle Solbakken

Årets Superligaspiller: Thomas Delaney

Årets kvindelige spiller: Nadia Nadim

Årets 3F Liga-spiller: Florentina Olar

Årets kvindelige talent: Nicoline Sørensen

Årets mandlige talent: Kasper Dolberg

Årets mål: Christian Eriksen

Årets dommer: Jakob Kehlet

Årets fodboldleder: Mette Lykke Jensen (Fjerritslev IF)

Årets klub: Spjald IF

En del af noget større-prisen: Boldklubben Enghaven

Optaget i Hall of Fame: Henning Enoksen, Jørgen Leschly Sørensen, Karl Aage Hansen, Lone Smidt Nielsen og Susanne Augustesen.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu