Statsministeren vil rejse fra SF-problemer

24. januar 2012 13:53 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Statsministeren vil rejse fra SF-problemer
Billede mangler

Helle Thorning-Schmidt priste sig i dag lykkelig for, at hun var rejst ud landet, mens SF kvajede sig igen. Det fortalte hun på sit ugentlige pressemøde.
“Kirkediskussionen opstod, mens jeg var i Afghanistan, og den var så væk, da jeg kom hjem igen. Så det kan være, jeg skal rejse noget mere,” slog statsministeren fast.
Diskussionen handlede om, at SF’s gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, i et døgn ønskede at lade Kirkeministeriet omdøbe. I stedet skulle det hedde Ministeriet for Livsanskuelse.
Et døgn senere trak Pernille Vigsø Bagge i land igen, da stort set hele Folketinget havde vendt sig imod hende.
Og Helle Thorning-Schmidt benyttede da også lejligheden til at sætte SF’s gruppeformand på plads atter en gang.
“Jeg deler ikke de tanker, der kom fra SF, det skal der ikke herske nogen tvivl om,” sagde statsministeren.
Kommer der spørgsmål, som Helle Thorning-Schmidt ikke bryder sig om, sender hun dem ofte videre i byen. Det drejer sig også om de såkaldte §20-spørgsmål, som folketingsmedlemmer kan stille til ministre om ministres holdning til konkrete sager.
Venstres Eva Kjer Hansen har med seks §20-spørgsmål forsøgt at få Helle Thorning-Schmidt til at forholde sig til problemerne om Ungarns nye forfatning.
Hver gang har statsministeren afvist at svare, og i stedet sendt spørgsmålet videre til europamininster Nicolai Wammen.
“Jeg bliver stillet rigtigt mange §20-spørgsmål. Og vi har en tradition for, at vi sender dem videre til den konkrete ressort-minister, hvis vi synes, det vedrører en anden minister,” forklarede hun sig på sit pressemøde i dag.
Spørgsmål: Nu har du en rolle i øjeblikket, der er hævet en lille smule over det at være statsminsiter i Danmark, nemlig leder af EU-formandskabet. Hvorfor skal du ikke svare på spørgsmål om demokratiproblemerne i Ungarn?
“Det skal jeg bestemt også, og jeg blev også spurgt om det i Europa-Parlamentet i sidste uge. Men jeg kan ikke svare på alle de spørgsmål, der kommer ind,” lød det fra Helle Thorning-Schmidt på sit pressemøde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu