Stjerne til københavnsk bornholmerrestaurant

14. marts 2013 10:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Stjerne til københavnsk bornholmerrestaurant
Billede mangler

Bornholmske råvarer til københavnske ganer. Det er opskriften på succes for Restaurant Kadeau, der er det eneste nye navn på listen over danske Michelin-restauranter.

 

Kadeau på Christianshavn, der på forhånd var udpeget som et oplagt bud på en ny stjerne-restaurant, har fået en stjerne i den seneste udgave af Michelin Guiden.

Kadeau, der er en aflægger af restauranten af samme navn på Bornholm, blev åbnet i København i november 2011 af køkkenchef Nicolai Nørregaard og sommelier Rasmus Kofoed, der straks begejstrede de københavnske madanmeldere. I Berlingske fik restauranten seks stjerner og ros for sin blanding af »gourmetdining og afslappet gæstfrihed«.

Indehaverne selv havde ikke forventet at få en stjerne i den prestigefyldte guide, fordi de i efteråret 2012 flyttede restauranten fra Vesterbro til Christianshavn. Flytninger er normalt ikke velsete hos Michelin, men det forhindrede altså ikke Kadeau i at blive bestjernet.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu