Stor sultestrejke på Guantanamo

20. marts 2013 15:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Stor sultestrejke på Guantanamo
Billede mangler

USA: Flere indsatte i Guantanamo-lejren bliver tvangsfodret efter længere tids sultestrejke. 24 fanger sultestrejker, og otte af dem er nu så afkræftede, at lejrledelsen har besluttet, at de skal have sondemad, oplyser en talsmand for den amerikanske flåde, der driver Guantanamo, til Reuters.

 

To af de sultestrejkende er blevet indlagt på lejrens hospital på grund af dehydrering, fortæller kaptajn Robert Durand til nyhedsbureauet.

Ifølge de sultestrejkendes advokater skyldes aktionen den håbløse situation, som fangerne i lejren befinder sig i. Størstedelen af de 166 fanger i lejren har tilbragt omkring 11 år bag tremmer, størstedelen uden at være dømt, og nu har de mistet håbet om at blive løsladt.

Halvdelen af fangerne i lejren er blevet godkendt til løsladelse eller overførsel til fængsler i deres hjemlande af præsident Barack Obamas administration, men den amerikanske kongres har helt formået at blokere løsladelserne og præsidentens ønske om at lukke Guantanamo.

Mere end 50 advokater for de indsatte i lejren skrev i sidste uge til den nye amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, for at få hans hjælp til at bremse sultestrejken. Ifølge advokaterne har fangerne mistet troen på, at lejren vil blive lukket.

I sidste måned blev Guantanamo ifølge advokaterne også ramt af en sultestrejke, da mere end 100 fanger nægtede at tage føde til sig i protest mod konfiskationen af breve, fotografier og post, ligesom der var utilfredshed med personalets hårdhændede behandling af fangernes koraner under ransagninger af cellerne.

Kaptajn Robert Durand afviser advokaternes anklager som »direkte usandheder og grove overdrivelser«.

»Påstandene om en massesultestrejke og et tilfælde, hvor Koranen blev håndteret forkert, er simpelthen ikke sande. Vi går langt for at respektere Koranen og nægter kategorisk alle påstande om misbrug, vanhelligelse eller fejlhåndtering,« siger talsmanden til Reuters.

Fangelejren, der ligger på en amerikansk flådebase i Cuba, blev oprettet i januar 2002 for at huse tilfangetagne fra krigen mod terror. Flere hundrede fanger er gennem årene blevet løsladt fra Guantanamo, men der er altså stadig 166 indsatte tilbage.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu