Stor uenighed inden Syrien-krisemøde lørdag

29. juni 2012 19:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Stor uenighed inden Syrien-krisemøde lørdag
Billede mangler

Når nogle af de vigtigste internationale spillere lørdag samles til krisemøde om Syrien, er det endnu uden udsigt til, at der kan opnås enighed blandt landene om, hvad der skal gøres for at stoppe den blodige konflikt.
Russiske og amerikanske diplomater arbejder på højtryk i kulisserne for at redde den særlige Syrien-udsending Kofi Annans fredsplan, efter at Rusland har krævet ændringer i planen.
På forhånd har Annan talt for, at der etableres en syrisk samlingsregering med repræsentanter fra både præsident Bashar al-Assads regime og den syriske opposition.
Men det ligger i forslaget, at samlingsregeringen er uden deltagelse af Assad.
Ifølge vestlige diplomatkilder havde Rusland oprindeligt støttet Kofi Annans udspil, men har siden krævet ændringer.
Kilderne antyder over for Reuters, at de foreslåede ændringer har at gøre med, at Rusland ikke vil kræve præsident Assads afgang.
Torsdag fastholdt den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Assads skæbne “må afgøres inden for rammerne af en syrisk dialog med det syriske folk selv”.
Han tilføjede, at stormagterne endnu ikke er nået til enighed om de forslag, Kofi Annan har lagt på bordet forud for lørdagens krisemøde.
Vestlige regeringer har meddelt Annan, at der ikke er meget formål med mødet, hvis der ikke kan opnås forudgående enighed om udsendingens forslag om et politisk skifte i Syrien, siger diplomater.
Men Ruslands udenrigsministerium meddelte fredag, at mødet skal koncentrere sig om, hvordan man får indført våbenhvile og tilbagetrækning, så “lokale myndigheder kan tage sig af akutte sociale problemer i befolkningen”.
Diplomater siger, at Syrien-mødets skæbne ikke er afgjort før et møde mellem Lavrov og USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, fredag aften i Moskva.
/ritzau/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu