Stor usikkerhed om antallet af døde efter iransk jordskælv

16. april 2013 16:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Stor usikkerhed om antallet af døde efter iransk jordskælv
Billede mangler

IRAN/PAKISTAN: Fem personer har mistet livet i Pakistan, efter et kraftigt jordskælv tirsdag ramte den sydøstlige del af nabolandet Iran.
Det er derimod uklart, hvor mange iranere, der er blevet dræbt efter jordskælvet. En lokalk embedsmand siger ifølge Reuters, at myndighederne frygter, at flere hundrede mennesker har mistet livet i Iran, mens CNN skriver, at det drejer sig om mindst 40 personer.

 

»Det er endnu ikke officielt bekræftet, men vi får rapporter om 40 dræbte i området,« forlyder det ifølge en statslig TV-station.

Embedsmanden Morteza Akbarpour fra et iransk krisecenter oplyser dog tirsdag eftermiddag dansk tid, at »jordskælvet indtil nu ikke har medført dødsfald.«

»Jordskælvets epicenter lå i ørkenen, og der er ingen omkringliggende befolkningsområder. Der er ingen dødsfald i byerne omkring epicenteret,« siger han til det iranske nyhedsbureau ISNA.

Jordskælvet målte 7,8 på Richterskalaen rapporterer USAs geologiske myndigheder, og dets epicenter lå omkring 80 kilometer fra grænsen til Pakistan og Afghanistan.

Skælvet var så kraftigt, at det også kunne føles i Indien og flere golfstater. I Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater fik det bygninger til at ryste i omkring 40 sekunder, og flere højhuse måtte evakueres.

Iransk stats-TV rapporterer ifølge Reuters, at strømmen er gået i de sydøstlige provinser Sistan og Baluchistan. Kommunikationssystemerne virker heller ikke, forlyder det.

Irans eneste atomanlæg, Bushehr i den vestlige del af landet, er sluppet fra skælvet uden skader, siger en medarbejder fra det russiske firma, der har opført anlægget.

Det er blot en uge siden, at et andet kraftigt jordskælv rystede Iran. Det skete 9. april, hvor et jordskælv, der målte 6,3 på Richterskalaen, dræbte 37 mennesker, sårede 850 personer og jævnede to landsbyer med jorden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu