Storbrand i boligblok er fortsat en gåde

28. november 2012 06:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Storbrand i boligblok er fortsat en gåde
Billede mangler

Politiet må lukke sagen om en storbrand i Kolding uden svar om årsagen – trods flere tekniske undersøgelser.
 
Politiet lukker nu sagen om storbranden i en boligblok på A. D. Burcharths Vej i Kolding i september.
 
Efter de tekniske undersøgelser er det fortsat uvist, hvad der startede branden og gjorde over 100 personer hjemløse, oplyser Sydøstjyllands Politi til TV Syd.
 
Ilden begyndte i en lejlighed på 3. sal i et børneværelse i boligblokken 2. september og bredte sig til nabolejligheder og op i tagkonstruktionen.
 
– Vi kan dog ikke komme nærmere, hvordan ilden er opstået, men det ligger fast, at der ikke er tale om en bevidst påsat brand eller fejl i de elektriske installationer, siger vicepolitikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi til TV Syd.
 
123 mennesker fra 93 lejligheder blev evakueret, og en stor del af dem måtte genhuses. 16 lejligheder udbrændte totalt, og 81 hjem fik omfattende vandskader.
 
Ejendomsselskabet, der ejer bygningen, oplyser, at de første beboere kan flytte ind i lejlighederne fra starten af april næste år.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu