Nu mister Storbritannien sin topkarakter

20. april 2013 08:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu mister Storbritannien sin topkarakter
Foto: Colourbox.

Det internationale kreditvurderingsinstitut, Fitch, har fredag nedgraderet sin kreditvurdering af Storbritannien, som dermed har mistet sin topkarakter hos to af de tre største ratingbureauer.

 

Kreditvurderingsinstituttet Fitch oplyste fredag aften, at det ikke længere giver Storbritannien topkarakter i kreditværdighed. Det sker to måneder, efter at Moody’s fratog Storbritannien topkarakteren.

Fitch har reduceret sin kreditvurdering fra AAA til AA+, med den begrundelse, at der er lange udsigter til at Storbritannien igen får økonomisk vækst. Fitch hæfter sig blandt andet ved, at Storbritannien statsgæld vil løbe op i 101 pct. af bruttonationalproduktet, før gældsbyrden igen vil begynde at falde. I andre lande med topkarakteren AAA ligger statsgælden på 50 pct. af BNP.

Fitch siger i sin nedgraderingsmeddelelse, at Storbritanniens evne til at modstå økonomiske rystelser ikke længere modsvarer de krav, der kræves for at et land kan opnå topkarakter.

De tredje store internationale kreditvurderingsinstitut,Standard & Poor’s, har tidligere meldt ud, at risikoen for en nedgradering af Storbritannien er en til tre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu