Store fodspor venter Chávez’ kronprins

6. marts 2013 11:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Store fodspor venter Chávez’ kronprins
Billede mangler

VENEZUELA: Der venter Venezuelas midlertidige præsident, Nicolás Maduro, et stort arbejde efter Hugo Chávez’ død tirsdag aften dansk tid.

 

Det vurderer flere eksperter i latinamerikansk politik, der finder store forskelle mellem politikerne i deres karisma, talegaver og særligt lederevner – alle i Chávez’ favør.

»Jeg har mine tvivl om, hvorvidt Maduro kan samle de forskellige vælgere (i PSUV, Venezuelas Forenede Socialistiske Parti, red.) i samme grad som Chávez,« siger Nikolas Kozloff, forfatter til »Revolution! South America and the Rise of the New Left«, til avisen USA Today.

Chávez’ talrige støtter står nu over for det dilemma, at de arver en regering, hvis styrke i højere grad er grundlagt af deres kærlighed til Chávez end til hans nærmeste partifæller i hovedstaden, Caracas. Derfor står Maduro nu foran at overbevise Chávez-støtterne om, at han er i stand til at bære den såkaldte Chavismo hinsides personkulten omkring den nu afdøde præsident.

»Maduro vil formentlig miste mellem 40 og 50 procent af de personer, der stemte på Chávez ved præsidentvalget i oktober. Maduro er stadig en præsident in spe,« vurderede den politisk rådgiver Tarek Yorde kort før Chávez’ dødsfald.

Maduro har allerede givet et eksempel på forskellen mellem Chávez og sig selv. Den tidligere buschauffør, der er favorit til at vinde det kommende præsidentvalg, som afholdes inden for en måned, talte for nyligt i 10 minutter i sin tale til nationen – året forinden brugte Chávez 10 timer.

Maduro har ligesom sin forgænger tætte relationer til Castro-brødrene i Cuba og blev udnævnt til udenrigsminister efter at have stået i spidsen for Venezuelas nationalforsamling.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu