Store interesser på spil under EUs milliardforhandlinger

8. februar 2013 11:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Store interesser på spil under EUs milliardforhandlinger
Billede mangler

Spillet om EUs tusinder af milliarder kroner har altid været en magtkamp af de helt store. Store interesser om landbrug, udvikling af fattige områder og forskningsstøtte.

 

Lige nu forhandles der om et budget i EU for de næste syv år. Bruger EU flere penge, end der er i budgettet, skal de indbetales af medlemslandene. Indtægterne fra de enkelte landes indbetalinger skal balanceres med udgifterne til EUs største udgiftsposter.

Årligt indbetaler Danmark omtrent 20 milliarder kroner og får 13 milliarder kroner om året. Det er på indbetalingerne, at der skal findes en rabat til Danmark. De andre lande skal altså finansiere Danmarks rabat.

På indtægtssiden – altså indbetalingerne til EUs budget – er der to fraktioner blandt medlemmerne i EU.

»De budgetrestriktive er typisk de lande, der selv yder mere, end de modtager fra EU. Det er lande som Holland, Sverige, Danmark og til dels Tyskland,« siger Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

Danmark er altså et budgetrestriktivt land. De budgetmaksimerende lande ønsker, at budgettet bliver så stort som muligt. Det er som regel de østeuropæiske og sydeuropæiske lande, der ønsker så brede rammer for at udarbejde støtteprogrammer og udvikling af fattige områder på EU-budgettets udgiftsposter.

Udgiftsposterne dækker over tre hovedområder landbrugsstøtte, forskningspolitikken og den regionale politik. Det er forskelligt, hvad de enkelte lande får ud af udgiftsposterne. Danmark får næsten intet ud af den regionale politik. Til gengæld får Danmark og de nordvesteuropæiske lande meget ud af forskningsstøtten.

»Den regionale politik skal udvikle fattige områder i EU. Der får Danmark altså ikke mange håndøre,« siger Peter Nedergaard.

Han forklarer, at det traditionelt har været de sydeuropæiske lande, der har fået noget ud af regionalpolitikken. De østeuropæiske lande som Polen, Rumænien, Tjekkiet og Bulgarien får mere og mere glæde af den post.

Budgetforhandlinger om EUs syvårsbudget kører videre fredag.

Udspillet til et EU-budget for de næste syv år kommer fra Kommissionen. Selve forhandlingerne forestås af EUs præsident Herman Van Rompuy.

Kommissionen er kommet med deres udspil. Nu er det op til stats – og regeringscheferne at tage beslutninger om det endelige budget. Kommissionens rolle er nu mere defineret som en administrator og står dermed uden for beslutningsprocessen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu