Stormagter enes om plan for Syrien

30. juni 2012 21:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Stormagter enes om plan for Syrien
Billede mangler

Stormagterne enes på møde i Geneve om en plan for et overgangsstyre i Syrien. Planen kræver tilsyneladende ikke, at præsident Assad træder tilbage.
FN’s mægler, Kofi Annan, forklarer, at det forudses, at en ny regering vil bestå af både nuværende medlemmer af den syriske regering og oppositionsfolk.
Overgangsregeringen “kan omfatte medlemmer af den nuværende regering og oppositionen og andre grupper og skal dannes på baggrund af gensidig forståelse”, siger Annan.
Annan selv havde lagt op til, at præsident Bashar al-Assad måtte træde tilbage som en del af en løsning. Det gjorde han i et forhandlingsudkast til mødet.
I aftalen hedder det nu, at Syriens forfatning skal skrives om, og at der skal gennemføres frie og retfærdige valg.
Annan siger, at han håber på at se ægte resultater i Syrien inden for et år.
Rusland har under forhandlingerne forsvaret Assad og hans rolle. Derfor indeholder planen formentlig ikke nogen opfordring til, at Assad skal gå af.
Forhandlingerne lørdag har vist, at der fortsat er stor afstand mellem de vestlige magter og Rusland om en fredsløsning i Syrien.
/ritzau/dpa

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu