Stormagter ønsker nye atomforhandlinger med Iran

3. februar 2013 13:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Stormagter ønsker nye atomforhandlinger med Iran
Billede mangler

TYSKLAND: Ifølge Irans udenrigsminister, Ali Akbar Salehi, har seks af verdens stormagter inviteret Iran til en ny runde forhandlinger vedrørende landets omstridte atomprogram. Det oplyser udenrigsministeren på en sikkerhedskonference i München søndag.

 

– Jeg har gode nyheder. Jeg fik at vide i går, at P5+1 eller EU3+3 skal mødes i Kasakhstan 25. februar, siger Salehi, der ikke kom ind på, om Iran har i sinde at deltage i forhandlingerne.

Betegnelserne P5+1 og EU3+3 dækker over en gruppe af lande, der er gået sammen for blandt andet at håndtere problemstillingen vedrørende Irans atomprogram. Landene er de fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd samt Tyskland.

Til trods for, at Iran ikke officielt har meldt ud, om man vil deltage, så peger pilen i den retning. Ifølge New York Times-journalisten Roger Cohen har Salehi således oplyst til ham, at »han er håbefuld i forhold til direkte forhandlinger med USA«, skriver Roger Cohen på Twitter.

De vestlige lande mistænker Iran for at gå med planer om at udvikle et atomprogram, der på sigt kan producere en atombombe, hvilket Iran selv ved talrige lejligheder har benægtet. I stedet oplyser Teheran, at atomprogrammet er stablet på benene med henblik på at lave energi.

USAs vicepræsident, Joe Biden, sagde lørdag, at han håber på forhandlinger med Iran. Ifølge Salehi vil han »positivt overveje det«.

Fra EUs side har udenrigspolitisk chef Catherine Ashton bekræftet, at stormagterne har sendt en invitation til Iran. Her afventer man svar fra Iran, oplyser en talsmand for Ashton ifølge Reuters.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu