Stråler mod brystkræft skader hjertet mindre end hidtil antaget

15. marts 2013 18:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Stråler mod brystkræft skader hjertet mindre end hidtil antaget
Billede mangler

Læger verden over har længe haft strålebehandling mod brystkræft mistænkt for at skade hjertet kraftigt.

 

Ny forskning fra Syddansk Universitet afslører en sammenhæng mellem stråler og hjertesygdomme – men den er mindre end hidtil antaget.

Professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet Marianne Ewertz leder den forskergruppe fra universitetet, der i seks år har fulgt 2.000 danske og svenske kvinder, der har fået strålebehandling efter en brystkræftoperation.

»Vores resultater viser, at der er en risiko for, at strålebehandling efter en operation kan give hjertesygdomme som en blodprop i hjertet. Men det er vigtigt at understrege, at det er en lille risiko, og at den langt opvejes af fordelene ved strålebehandlingen, der jo nedsætter risikoen for både tilbagefald og dødsfald ret så markant,« siger hun i en pressemeddelelse.

Forskningsresultatet er netop blevet bragt i det anerkendte medicinske tidsskrift, New England Journal of Medicine.

»Nu har vi fået den viden, som gør, at vi kan give strålebehandlingen langt mere nøjagtigt og nænsomt end før hen. Vi ved også nu, at vi især skal passe på, hvis kvinderne i forvejen har dårligt hjerte. Det kan vi bedre tage hensyn til nu og eventuelt overveje en anden type operation,« siger professor Marianne Ewertz i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu