Strid om kontroversiel dansker-karantæne i NHL

22. februar 2013 09:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Strid om kontroversiel dansker-karantæne i NHL
Billede mangler

Så tæt på et skarpt hjørne og nu så langt fra. Jannik Hansen nåede at spille 199 kampe i træk, inden hans stime blev brudt af én spilledags karantæne.

I NHL taler man om en ironman-streak, hvor man ser på, hvor mange kampe en spiller kan nå op på i træk. Lige nu fører Calgary Flames’ Jay Bouwmeester den statistik med 603 kampe i streg (har spillet alle kampe siden 6. marts 2004), mens Jannik Hansen var den førende dansker med sine 199 kampe – 101 kampe foran Frans Nielsen og Mikkel Bødker inden nattens kampe.

Men en tackling på Marian Hossa i tredje periode af kampen mellem Vancouver og Chicago natten til onsdag blev takseret til én spilledags karantæne af NHLs disciplinærudvalg.

Dermed er der sat en stopper for den stime, der begyndte 3. marts 2010. Inklusiv slutspilskampe nåede Hansen op på 241 kampe i streg (officielt tælles slutspilskampe dog ikke med, da ikke alle spillere deltager i slutspillet).

Episoden, hvor Jannik Hansen ramte Hossa i skulder/baghoved med albuen/underarmen har været diskuteret ivrigt. De to hold har nogenlunde samme had til hinanden, som Brøndby og FCK har herhjemme, og mens Canucks’ fans ikke mener, Hansen gjorde noget forkert, har Blackhawks’ fans på det nærmeste skreget ’mord.

Flere ishockeyskribenter har argumenteret for, at Jannik Hansen burde få karantæne, fordi Hossa kom til skade, forlod kampen og sandsynligvis ville være ude i et stykke tid. Men efter karantænen blev uddelt natten til i går, har det vist sig, at Hossa allerede var tilbage til træning i går.

Uanset, hvad der er op og ned, bliver de to lejre nok aldrig enige om, hvad der egentlig skete i det øjeblik på isen.

Jannik Hansen sagde efter episoden, at det ikke var forsætligt, men han har ikke selv udtalt sig, efter dommen faldt, men hans træner, Alain Vignault, der efter høringen med disciplinærudvalget stadig ikke forstod, hvorfor der overhovedet havde været en høring, sagde efter dommen ifølge Vancouver Canucks’ Twitter-konto følgende:

– Jeg har ikke så meget andet at sige. Da jeg så NHL video-forklaringen (disciplinærudvalgets domme bliver forklaret på video, red.), var jeg nødt til at smågrine.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu