Struer: Fireårige Anton fik skab væltet ned over sig og døde

27. februar 2012 16:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Struer: Fireårige Anton fik skab væltet ned over sig og døde
Billede mangler

En tragedie ramte lørdag en fireårig dreng og hans familie i Struer, da drengen fik et skab ned over sig og efterfølgende døde.
 
Ulykken skete, da den fireårige Anton kom ud fra en forretning i Smedegade i Struer. Her væltede et skab ned over ham. Anton blev så hårdt kvæstet i hovedet, at han døde efter ankomsten til sygehuset.
 
”Drengen var på besøg hos sin bedstefar, som har en forretning, og det var uden for den, at skabet væltede ned over drengen”, siger politikommissær Henrik Glintborg til Ritzau.
Fordi politiet først skulle have underrettet de pårørende, valgte Midt- og Vestjyllands Politi først at offentliggøre den tragiske ulykke i dag, mandag.
 
I dag er den fireårige dreng ifølge Dagbladet Holstebro Struers netavis blevet mindet i den børnehave i Struer, hvor han gik.
”Da vi fik at vide, at Anton var død, ringede vi rundt til alle forældrene, og i dag har vi været samlet for at holde en mindeceremoni med alle børnene”, siger Mogens Leth, som er leder af Struerskolens Børnehave til netavisen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu