Studerende glade for praktik-forslag

17. april 2012 13:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Studerende glade for praktik-forslag
Billede mangler

De studerende glæder sig over uddannelsesministerens forslag om, at studerende skal have erfaring med andet end bøger.
Torben Holm, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, glæder sig over, at Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har foreslået, at alle studerende skal kunne tage et semester i praktik og få merit for det pågældende semester.
“En praktikstilling giver mulighed for, at man kan prøve de teoretiske kompetencer af, som man har fået på studiet, og så højner det sandsynligheden for, at vi kan få et job, når vi er færdige med at studere,” siger han til Newspaq.
Derfor ser han ministerens forslag som meget positivt.
Han pointerer dog, at en ny praktikordning ikke skal være obligatorisk, men gives som et tilbud til de studerende.
“Hvis man for eksempel uddanner sig til en forskerstilling, så vil man ikke tage praktikophold, for så skal man lægge vægt på det meget teoretiske,” forklarer han.
Netop det, at praktikken er en frivillig sag for den enkelte studerende, fremhæver Uddannelsesministeren også.
“Jeg vil ikke tvinge nogle studerende til at tage praktik, men jeg vil sikre, at de studerende kommer før systemet, forstået på den måde, at de alle har mulighed for at tage praktik og ikke skal opleve en kamp med bureaukrati og studieordninger for at få det til at tælle med i deres studie,” fortæller Morten Østergaard til Newspaq.
De studerende ønsker, at det skal være de enkelte studier, der hver især kan bestemme hvordan og hvad, der skal gives merit for, da det kun er dem, der er tættest på studiet og det faglige miljø, der ved hvad der er studierelevant.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu