Studerende revser ny læreruddannelse

10. marts 2013 18:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Studerende revser ny læreruddannelse
Billede mangler

Arbejdet med at skabe en ny læreruddannelse er slut, men allerede før de første studerende har ladet sig indskrive på det, uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har betegnet som en »fagligt stærkere og mere attraktiv læreruddannelse,« møder den kritik fra de Lærerstuderendes Landskreds.

 

Her undrer formand Bob Bohlbro sig blandt andet over, at det fremover vil kræve et studentergennemsnit på 7,0 at komme ind på den nye læreruddannelse.

»Vi er kede af, at ministeren ikke har lyttet til os, når vi har fremhævet, at det på ingen måder giver mening at stille krav om et eksamensgennemsnit på 7,0 til læreruddannelsen. Et karaktergennemsnit siger ikke noget om, hvor dygtig man er til et fag. Man kan godt være en dygtig dansklærer, selvom man har fået dårlige karakterer i matematik i gymnasiet. Pædagogiske og didaktiske evner kan ikke måles på et gymnasiegennemsnit«, siger Bob Bohlbro til Berlingske Nyhedsbureau.

Han undrer sig også over, at der vil blive skåret i de studerendes praktiktid, det vil skabe mindre sammenhæng mellem teori og praksis, fremhæver de lærerstuderende formand.

Uddannelsesministeren mener dog, at den nye uddannelse vil hæve barren blandt lærerne og i sidste ende også blandt eleverne i folkeskolen.

»Reformen skal skabe en mere attraktiv og udfordrende læreruddannelse, der en-til-en matcher behovet i en styrket folkeskole. Med den nye læreruddannelse stilles der større krav både ved optagelse og undervejs i studietiden, og eleverne i folkeskolen vil fremover i højere grad vil blive mødt af lærere, der er eksperter i det fag, der er på skoleskemaet,« udtaler Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College, der uddanner folkeskolelærere, vurderer også, at de skærpede krav til de lærerstuderende vil gavne folkeskolen.

»Jeg tror, det giver et godt grundlag for at hæve niveauet i folkeskolen, for den nye uddannelse retter sig meget mod skolernes praksis. Det er en god idé at stille skarpere krav til forudsætningerne hos lærerne. Og kravene til et karaktergennemsnit på 7,0 er rimelige, et gennemsnit siger jo noget om, hvordan man er rustet rent fagligt,« forklarer han.

Andreas Rasch-Christensen peger samtidig på, at læreraspiranter med et lavere gennemsnit ikke vil blive udelukket fra lærergerningen.

»Man lægger jo også op til, at personer med et gennemsnit på under 7,0 kan optages efter en samtale, hvor man vurderer deres forudsætninger og stiller dem over for nogle prøver,« forklarer han.

Forskningschefen peger også på, at de øgede krav til de lærerstuderende kan hæve lærerfagets omdømme og tiltrækningskraft.

»Jeg tror, det er meget, meget vigtigt at sætte overliggeren højt for de folk, der skal læse til lærer. Jo bedre forudsætninger, de har, jo større sandsynlighed er der for, at de bliver gode lærere. Og det øger også uddannelsens prestige og gør den mere attraktiv, det ved vi fra Finland, hvor det er svært at komme ind på lærerstudiet,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu